MiCafé

Der er noget særligt ved det, når folk med passion for ét håndværk går ind i et andet. Michael Vibenholm Christensen og Carmela Ranellucci driver i forvejen en danseskole sammen i Vejle, men har siden december 2022 også stået bag MiCafé på Vissingsgade i byens centrum. Det er netop den kombination — mellemrummet mellem dans og mad, mellem bevægelse og fordybelse — der giver stedet dets særpræg. At begge dele drives af de samme mennesker skaber en forbindelse, som ikke nødvendigvis er synlig for gæsterne, men som alligevel præger atmosfæren.

Caféen ligger på gågaden, hvor den har plads til cirka 25 personer indendørs og cirka 14 udendørs. Det er et format, som passer til Vejles centrum, hvor gågademiljøet de seneste år er blevet både mere varieret og mere bevidst om kvalitet. Vissingsgade har traditionelt været en af byens centrale strøggader, og det er her, man kan mærke pulsen i det lokale handelsliv. At åbne en café her betyder at være en del af et miljø, hvor folk bevæger sig naturligt forbi — ikke en destination, man skal søge ud i en bydel for at finde, men et sted man støder på i hverdagen. MiCafé tilbyder noget lidt andet end standardkaffebaren: en menu bygget op omkring det gamle danske køkken og det italienske køkken, hvor frokostretter er inspireret af Italien, men bruger dansk surdejsbrød som base.

Det er en tilgang, der siger noget om, hvordan maden udvikler sig i danske provinsbyer. Man skal ikke vælge mellem det lokale og det internationale — man kan lade dem tale sammen. Surdejsbrødet er dansk, traditionerne er danske, men smagene og tilberedningen henter inspiration sydfra. Carmela Ranelluccis italienske rødder må formodes at spille en rolle her, selvom det ikke er en italiensk café i klassisk forstand. I stedet er det et eksempel på den type kosmopolitisme, som Vejle gradvist har udviklet — ikke ved at efterligne storbyen, men ved at lade folk med forskellige baggrunde bidrage med deres perspektiver på mad og smag. Det er en anden form for mangfoldighed end den, man finder i København eller Aarhus, men det er mangfoldighed alligevel.

Kaffen kommer fra Holy Bean, et risteri på Fyn, og espressoen er lavet på bønner fra Brasilien og Colombia. Det er et valg, der signalerer, at der er tænkt over leverandørerne — ikke bare hvad der er billigst eller nemmest. Tilsvarende leveres teen fra Carstensens Tehandel i Aabenraa, endnu et eksempel på, at man har prioriteret at finde de rigtige samarbejdspartnere frem for bare at bestille fra en storkøkkensgrossist. Denne type leverandørvalg er blevet mere almindeligt i de senere år, men det er stadig ikke standarden i mindre byer. Det kræver netværk, research og en vilje til at prioritere kvalitet over bekvemmelighed.

At danseskoleejere åbner en café kan lyde som en tilfældighed, men der er en logik i det. Begge steder handler om at skabe rum, hvor mennesker mødes og bruger kroppen — på den ene side gennem bevægelse, på den anden gennem smag og nydelse. Der er noget socialt i begge sammenhænge, noget der kræver nærvær og opmærksomhed. Det er ikke sikkert, at gæsterne tænker over forbindelsen, men den er der. Og måske er det netop den erfaring med at drive et mødested, der gør forskellen.

Vejle har de seneste år set en række nye caféer og restauranter slå sig ned i centrum, og MiCafé er et eksempel på, at det ikke kun er kæder og koncepter udefra, der flytter ind. Der er stadig plads til lokale initiativtagere, der tør satse på noget personligt. Det kræver mod at åbne en café midt i en tid, hvor økonomien er usikker, og det kræver tro på, at der er et publikum, som vil have noget andet end det forudsigelige. Vejle er ikke længere en by, hvor man skal nøjes med, hvad der tilfældigvis findes — det er en by, hvor folk selv skaber de steder, de gerne vil have.

MiCafé er drevet af Michael Vibenholm Christensen, som er direktør for MiCafe ApS, mens både han og Maria Carmela Ranellucci ejer virksomheden. Det er en konstellation, der tyder på en klar arbejdsdeling, og som ofte er en forudsætning for, at små steder kan holde. Man kan ikke gøre alt selv, men man kan bygge noget sammen — og det er måske det, der binder danseskolen og caféen sammen: tilliden til samarbejdet.