Det er ikke hver dag, en dansk provinsby råder over værker af Albrecht Dürer, Rembrandt og Andrea Mantegna. Men Vejle Kunstmuseum rummer netop den slags kunsthistoriske sværvægtere i en samling, der med mere end 15.000 arbejder på papir kun overgås af Statens Museum for Kunst. At museet i det hele taget eksisterer, skyldes en godsejer fra Ørumgård, der for over 125 år siden donerede sin private samling til byen.
Christian Eckardt, etatsråd og politiker, købte Ørumgård mellem Vejle og Horsens i 1851 og brugte livet på at samle grafik og tegninger — ca. 2000 værker i alt. Da han døde i 1899, gik samlingen til Vejle, og museet blev grundlagt samme år. Det skulle dog vare til 1. juli 1901, før borgerne kunne få adgang for første gang. Eckardts donation lagde fundamentet for en specialisering, der stadig kendetegner museet: grafik og tegninger fra omkring 1470 og frem til i dag. At en provinsby som Vejle allerede ved forrige århundredskifte fik et kunstmuseum, var usædvanligt — de fleste danske byer måtte vente til langt ind i 1900-tallet.
Den fysiske ramme om samlingen har udviklet sig markant gennem årene. Den første permanente museumsbygning stod klar i 1924, doneret af Agnes Benteline Hviid, og siden har komplekset vokset i takt med byens ambitioner. I 1972 blev kunstafdelingen udskilt som selvstændigt museum — et tegn på, at samlingen var blevet for omfattende til at være en del af det bredere bymuseum. Fra 2006 har kunstmuseet ligget i et bygningskompleks, der forener det tidligere Vejle Museum fra 1923, det gamle bibliotek fra 1934 og en ny bygning tegnet af Kim Utzon Arkitekter. Allerede i 2007 kom endnu en tilbygning, der gav plads til en stor sal til særudstillinger samt magasin og værksted.
Selvom grafik og tegninger udgør kernen i samlingen, rummer museet også maleri og skulptur fra 1900-tallet og frem. Her markerer 1995 sig som et vendepunkt, da museet erhvervede slagtermester Max Wørzner og hustru Inger Wørzners samling af tidlig COBRA-kunst. Max Wørzner døde allerede i 1945, men Inger levede til 1993 og bevarede parrets samling, der nu udgør en væsentlig del af museets moderne samling. COBRA-bevægelsen — opkaldt efter byerne København, Bruxelles og Amsterdam — repræsenterede i efterkrigstidens Europa et opgør med akademisk kunst til fordel for spontanitet og eksperiment.
At Vejle kan huse et kunstmuseum af denne kaliber, siger noget om byens kulturelle selvforståelse. Her er ikke tale om en institution, der er skabt ovenfra som et prestigeprojekt, men om et museum, der gradvist er vokset frem gennem donationer og engagement fra lokale aktører — fra Eckardts oprindelige gave til Agnes Benteline Hviids bygningsdonation og Wørzner-parrets samling. I 2012 blev kunstmuseet en del af VejleMuseerne, hvilket understreger den fortsatte integration mellem byens kulturhistoriske og kunstneriske formidling.
Museets placering i et kompleks af ældre og nyere bygninger spejler også en bredere tendens i dansk museumsvæsen, hvor historiske rammer udvides med moderne arkitektur for at skabe plads til både opbevaring og formidling. Kim Utzon Arkitekter — søn af Jørn Utzon, der tegnede operahuset i Sydney — har bidraget til at give museet en tilstedeværelse, der markerer sig i bybilledet uden at overskygge indholdet. At bygningen fra 2006 lå klar året før den store finanskrise ramte Danmark, vidner om en periode, hvor Vejle investerede i kultur som en del af byens identitet.
For den, der bor i Vejle, er kunstmuseet en af de institutioner, der gør byen større, end den ellers ville være. Muligheden for at stå foran et Rembrandt-tryk eller en tidlig COBRA-maling uden at skulle til København er ikke ubetydelig. Og skulle man have lyst til at dykke ned i grafikkens historie — fra renæssancens mestertryk til nutidig eksperimenteren med teknikken — findes der få bedre steder i landet.
Stedets egen side: vejlekunstmuseum.dk