Vejle Vindmølle har brændt to gange — i 1890 og igen i 1938 — men står stadig. Det siger noget om bygningens historie, at ejeren Niels Peter Brems efter den første brand i 1890 valgte at genopføre møllen som en 20 meter høj, helmuret konstruktion netop for at sikre mod nedbrænding. At den så alligevel brændte igen næsten 50 år senere, den 8. juli 1938, fortæller måske mere om vindmøllers natur end om Brems' forudseenhed. I dag fungerer bygningen som museum og udstillingssted, og den mursten der skulle beskytte mod flammer, beskytter nu inventar fra 1930'erne.
Møllen ligger højt over byen, nær den øvre ende af Kiddesvej, midt i et beboelseskvarter — en placering der i dag kan virke ejendommelig, men som afspejler byens vækst. Da den første mølle blev opført i 1847 som en hollandsk vindmølle, lå den formentlig mere isoleret. Vindmøller krævede netop det: højde og plads til vind, adgang til vejrforholdene uden bygninger der blokerede. Nu er møllens placering et eksempel på, hvordan Vejle har vokset op omkring sine ældre strukturer, så det der engang var byens udkant, nu er et villakvarter med en mølle som nabo. Hvor andre danske byer har bevaret deres møller som landemærker ved indfaldsveje eller i parker, står Vejles mølle mellem villaer — en anderledes måde at forholde sig til industrihistorien på.
Familien Brems ejede møllen i mere end 60 år, indtil Vejle Kommune købte den i 1948. Bygningen fortsatte dog som funktionel mølle frem til 1960 — et tidspunkt hvor mange danske vindmøller allerede var ophørt med drift, erstattet af industrielle møllerier og elektrificerede processer. At møllen malede korn så længe, selv efter kommunens overtagelse, viser hvordan overgangen fra driftsbyggeri til kulturarv ikke altid er skarp. I mange år stod møllen derefter som del af byens bygningsbestand, før den i 1984 blev åbnet for offentligheden som en del af Vejle Museum.
I dag ejes møllen stadig af Vejle Kommune og hører under VejleMuseerne. Men bygningen rummer også Vejle Kunstforening, hvilket giver den en dobbeltfunktion: dels historisk museum med inventar fra 1930'erne, dels levende udstillingssted for samtidskunst. Det er en konstruktion der fungerer i praksis — møllens rum kan rumme både fortid og nutid, uden at det ene udraderer det andet. At en mølle fra 1800-tallet både kan bevare sin egen historie og give plads til kunstudstillinger, er måske præcis den slags gennemtænkt anvendelse af gamle bygninger, som Vejle-prisen 2014 anerkendte. I en by hvor meget kulturliv foregår i nyere byggerier nede ved fjorden, repræsenterer møllen en anderledes tilgang: kulturen kommer til det gamle i stedet for omvendt.
Restaureringen af Vejle Vindmølle blev nemlig tildelt Vejle Kommunes arkitekturpris samme år, og det er værd at bemærke, at prisen gik til en bevaringsindsats snarere end et nyt byggeri. I en by der har gennemgået så omfattende fysisk forandring som Vejle, er der noget betegnende ved at anerkende det arbejde, der holder på det eksisterende — ikke bare som ruine eller rekonstruktion, men som brugbar bygning. Møllen er ikke museum i den forstand, at den kun kan ses udefra eller på afstand.
For en vejlenser er Vejle Vindmølle et af de steder, hvor byens lag er synlige. Den første mølle fra 1847, genopførelsen i 1890, branden i 1938, kommunens overtagelse i 1948, ophøret som mølle i 1960, åbningen som museum i 1984, restaureringen i 2014 — hvert årstal repræsenterer en beslutning om at beholde bygningen. At den stadig står, skyldes ikke kun mursten og heldig timing, men også at nogen konsekvent har valgt at bevare den. Det gør møllen til mere end et museumsobjekt; den er et resultat af prioriteringer, truffet igen og igen gennem næsten 180 år. I en by kendt for at rive ned og bygge nyt, står møllen som modvægt til den tendens.
Stedets egen side: vejlemuseerne.dk